Bekymringerne er væk

Hvis jeg skal nævne én ting, som forsvinder sammen med ens barn liv, så er det bekymringerne for vedkommendes ve og vel.

Jeg har bekymret mig meget for min datters trivsel, væren og gøren. Både fordi jeg er mor, men også fordi jeg blev involveret i hendes følelser, tanker og handlinger.

Hun var flyttet hjemmefra, men vi talte i telefon flere gange om ugen, og det gav stor indsigt i hendes liv.

Har hun det godt med sig selv? Hvordan gik det med aftalen? Får hun spist? Vil fyren hende lige så meget som omvendt? Holdt veninden fast i aftalen? Får hun studiejobbet? Kom hun godt hjem? Bliver hun udtaget til gymnastikholdet? Osv osv osv

Jeg har ofte været urolig for min datters hverdag og fremtid.

Det er jeg ikke mere.

Uroen og de hyppige bekymringer er væk.

Det er i princippet en lettelse.

I stedet er der nu helt stille og roligt inden i mig – i en dyb mørk afgrund, hvor der i stedet er tungt og trist.

Jeg ville ønske, at jeg havde nydt bekymringerne noget mere og forstået, at det netop var fordi hun var levende, modig, havde ønsker og drømme, ambitioner og livsglæde, at jeg havde noget at bekymre mig om.

Hvordan har du oplevet bekymringerne efter at have mistet?