Min sorg

Vi er omgivet af ord i tekst eller tale hver eneste dag. Nogle vandrer forbi, andre kan få en reaktion frem i os. Det ord, som jeg har reageret på og som har bidt sig fast i mig i dag den 1. januar 2026 er VEMOD. Ordet kom til mig, mens jeg tidligere hørte en podcast, og jeg kan ikke slippe det. Det er et spændende ord, fordi jeg kan tolke det på to måder: Vemod - at være (i)mod veen, dvs benægte og undertrykke følelsen, og måske overkompensere ved at virke stærk og sej med r

💜 Hjertet symboliserer kærlighed, omsorg, empati og nærvær Lynet symboliserer en pludselig forandring, et chok og et slag i hjertet. Det symboliserer også energi og kraft. Lyntegnet kan også tolkes som et "S" for Sara. Lynet i hjertet betyder, at hun giver mig styrke og energi midt i sorgen. I-et med den gule prik symboliserer et lys.  Når vi tænder et lys, for dem vi mindes,  tænder vi et lys for kærligheden til dem og  viser at de er husket. Jeg elsker at tænde lys for Sar

Alt det som ingen ser 5/11 når jeg vandrer hvileløst rundt i mit eget hjem og rundt om mig selv, for at finde ro når jeg ligger vågen om natten og savner og sørger, og ønsker at tiden vil gå når jeg græder mens jeg sidder, ligger, står eller går, og sørger for at ingen ser mig og får ondt af mig når jeg rører ved de ting, som nu repræsenterer det liv der var, for at føle en form for kontakt når jeg tar tøj og smykker på, som tilhørte dig, for at udholde afstanden når jeg kigg

I dag har jeg opfyldt et ønske, som jeg længe har haft.   Jeg har plantet et træ til minde om Sara.   Piet Hein har skrevet digtet “Du skal plante et træ”. Det handler om at vi alle skal gøre én gerning, der har betydning ud over vores eget liv, og som lever videre, når vi er døde. Vi skal plante et træ.   Det nåede Sara ikke.   I dag har hendes søskende og jeg plantet en blodbøg, som bliver et levende minde om hende. Det er plantet sammen med en masse andre træer, hvilket er

Hvis jeg ser bort fra at det er Saras dødsdag, og den sorg, der følger med det, så har jeg haft en god dag. Jeg har været sammen med mine børn og Hanne. Jeg har set og hørt fra dejlige mennesker, og jeg har gjort ting, som gør mig godt. Jeg har hele tiden være mere styrket end svækket.   Hvis jeg ser bort fra at Sara har været død i præcis to år, og det savn, der følger med det, så har jeg haft gode år. Jeg har skabt minder med mine børn, mødt nye mennesker, fået indblik i Sa

År ét var domineret af sorg, og en daglig udfordring om at finde vej i mørket. I år to var det savnet, som lagde sig oveni, og ofte besværliggjorde at trække vejret.  I det tredje år har jeg sammen med sorg og savn mærket en smerte, som bedst kan sammenlignes med at have blå mærker på hele kroppen. For at minimere tryk og stød udefra, har jeg øvet mig på at være mere alene. Hvordan det fjerde år bliver, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det at miste Sara, har gjort mig til “en kr

Jeg samler på fortidsminder Jeg mistede min 23-årige datter i en ulykke. Fra det sekund forsvandt muligheden for at samle fremtidsminder sammen. Det er en stor sorg i sig selv. Jeg har opdaget en ny mulighed. Jeg samler fortidsminder ved at tale med nogle af de mennesker, som har været i min datters omgangskreds. Søskende, familie, venner og andre kan fortælle om oplevelser og udfordringer, som jeg som mor ikke kendte til i forvejen. Det har udvidet min horisont, og bygger ov

Når man mister et barn, kommer der nye dilemmaer i ens liv. Et af dem handler om hvad man skal svare på spørgsmålet: Hvor mange børn har du? Som udgangspunkt er det et helt naturligt spørgsmål i mødet med et andet menneske. Jeg har selv brugt det uden at tænke over det. Og jeg har svaret uden at tænke over det. Det gør jeg ikke mere. Fordi nu ved jeg, at den anden person kan stå i samme situation som mig, hvor man ikke har lyst til at få det spørgsmål. Samtidig udsætter eller

Min  telefon er sat op så den dagligt giver en notifikation på fotominder fra den pågældende dato i de seneste år. Det første år efter Saras død kiggede jeg dagligt på fotominderne, både på min telefon og på Saras telefon, fordi hun på en måde stadig var tæt på. På den måde havde jeg både gamle billeder, som var over et år gamle og forholdsvis nye billeder, som var taget  3 dage, 1 uge, 2 uger, 3 uger før hun døde.  Det hele var virkeligt og uvirkeligt på samme tid. Billedern

”Det første år er det sværeste at komme igennem” er en sætning, som jeg er blevet præsenteret for i forskellige afskygninger. Jeg er i andet år som Himmelmor, og jeg er uenig! Den første jul var 1½ måned efter ulykken. Jeg var i chok og tilbragte det meste af aftenen i min mands favn på sofaen, mens mine andre børn var hos deres far. Den anden jul foregik hos os med børn og bedsteforældre, og selvom der var god stemning, var jeg indvendig forpint af savnet efter at være en ”h

Jeg blev for lidt siden pludselig ramt at skam i mit arbejdsliv, hvor jeg dagligt taler med borgere. Skam over at have været ”på”, ”i godt humør”, ”frisk”, ”i god energi”  . For HVAD NU HVIS vedkommende finder mig på  facebook, og ser at jeg har mistet min datter. Hvad vil vedkommende så tænke om mig? At jeg er ”kold”, ”kynisk”, ”ufølsom” og t ”kommet hurtigt videre og over det”? Jeg har før oplevet samme usikkerhed overfor venner og i andre sammenhænge, hvor folk kender min

Når ens barn dør, og der ikke er kommet et eller flere børnebørn, så er der kun minderne tilbage og fysiske ting, som har relation til afdøde. Jeg har sørget for at have et bredt udvalg af minder og fysiske ting. Minderne samler jeg stille og roligt på ved dagligt at skrive et minde op i Livsdagbogen. Af fysiske ting har jeg gemt både nogle af hendes beklædningsdele, smykker og køkkenting. Derudover har jeg fået lavet nogle smykker, som minder mig om hende. I min hverdag har

Hvis jeg skal nævne én ting, som forsvinder sammen med ens barn liv, så er det bekymringerne for vedkommendes ve og vel. Jeg har bekymret mig meget for min datters trivsel, væren og gøren. Både fordi jeg er mor, men også fordi jeg blev involveret i hendes følelser, tanker og handlinger. Hun var flyttet hjemmefra, men vi talte i telefon flere gange om ugen, og det gav stor indsigt i hendes liv. Har hun det godt med sig selv? Hvordan gik det med aftalen? Får hun spist? Vil fyre

Det har været en af de nætter, hvor jeg ikke kan få drømmen rystet af mig. Jeg har drømt om min døde datter, og alligevel ikke, for det var ikke hende. Jeg så hende i drømmen sammen med hendes lillesøster. Genkendte hende på afstand, fordi hun havde de sorte bukser på med en blå stribe, staturen passede og jeg skyndte mig hende i møde, for at opdage at det ikke var hende, men ”bare” en veninde. Den skuffelse vågnede jeg med kl. 5, og lå længe for at forsøge at komme ud af sku

Min datter havde været flyttet hjemmefra i nogle år, da hun døde uden varsel. Det betød, at min hverdag på mange måder stadig var forholdsvis intakt efter hendes død. Hun efterlod ikke et værelse, der skulle tømmes eller en stol ved spisebordet, som pludselig var tom. Vasketøjsmængden var uforandret og jeg skulle smøre samme antal madpakker. Jeg så hende ikke før eller efter mit arbejde osv. Hverdagen virkede udadtil uforandret, var normal og tryg og præget af vaner. Min virk

Det gør mig godt at kigge forbi ved gravstedet, og rykke en blomst, flytte en sten, bytte rundt på nogle ting, og se på de personlige hilsner, der er her.   Ved gravstedet er der stille og samtidig støj - fra mit indre, der larmer på sin egen måde. Ved gravstedet gør det godt at sidde og samtidig gør det ondt - følelsen af nærhed og afstand på samme tid. Ved gravstedet sidder jeg stille mens mit indre er en orkan - i bevidstheden om at drømmen om mit barns fremtid er slukket.

I går var en af de dage, hvor jeg flere gange i løbet af dagen følte mig presset på følelserne. En indvendig uro, som blev ved med at være der, selvom jeg forsøgte at få den til at passere: Jeg spiste en bolle Jeg drak en kop te Jeg så lidt tv Jeg rørte en dej sammen til flutes Jeg skrællede gulerødder Jeg ryddede op Jeg skrev til en veninde Jeg kiggede på Facebook Intet af det, som tidligere plejer at virke for mig, fjernede uroen. Så tog jeg løbetøj på, puttede up-beat musi

Efter at min datter er død, begynder jeg at kigge efter tegn fra hende. Jeg fortæller mig selv, at solstråler er et tegn og en hilsen. Det kan også være et vildt dyr i naturen, en fugl, som sætter sig i nærheden af mig eller en mariehøne. Det kan også være, at jeg ser en person, der minder om hende. Nogle gange er det tekster i melodier, som føles som et budskab. Det kan også være en billede, der dukker op på min telefon, som jeg tolker som en besked fra hende. Livstegn er de

Egentlig er det umuligt at beskrive den sorg, der følger med at have mistet sit barn. Jeg vil tro, at sorg kan sammenlignes med at have fået en kronisk sygdom. Den slags, som ikke kan ses udadtil. Fx Tinnitus, som er en konstant indre lyd, som ingen kan se, og som man skal lære at leve med. Min ‘tinnitus’ opleves som en konstant melankolsk indre tone, som kan skifte i intensitet fra minut til minut. Ved tinnitus handler det bl.a. om at kunne optage tankerne og flytte opmærkso