Tanker om 3 årsdagen

År ét var domineret af sorg, og en daglig udfordring om at finde vej i mørket.

I år to var det savnet, som lagde sig oveni, og ofte besværliggjorde at trække vejret. 

I det tredje år har jeg sammen med sorg og savn mærket en smerte, som bedst kan sammenlignes med at have blå mærker på hele kroppen. For at minimere tryk og stød udefra, har jeg øvet mig på at være mere alene.

Hvordan det fjerde år bliver, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at det at miste Sara, har gjort mig til “en kroniker”, som skal lære at leve med en tilstand, der ikke går væk. Den vil være i konstant forandring og påvirkning af mit levede liv.

Jeg har de sidste tre år lært, at for at leve et godt liv som kroniker, er det vigtigt at jeg dagligt træner min “Sara-muskel”. 

Det er den,  der skal gøre mig god til at holde balancen, være psykisk stærk og holde hovedet oppe, så jeg ikke vælter, når følelser skubber, kradser, bider og slår mig.

De to vigtigste daglige muskeltræningsøvelser er 1. at stå op og bevæge mig ud i livet 2. at holde Sara i livet Derfor er kontakten til folk, der kendte og elskede hende, betydningsfuld for mig.

Hver gang nogen deler eller siger noget om Sara, kan jeg sammenligne det med at Sara-musklen, ligesom alle andre muskler, bliver revet over, og så finder sammen igen - større og stærkere.

At bruge og træne Sara-musklen gør ondt og herefter godt - på sin egen måde.

Når jeg tænker tilbage på treårsdagen forleden, var det en dag med hård Sara-muskeltræning.

Sorgen, savnet og smerten er tilstede hver evig eneste dag, så det boostede mig med glæde og taknemmelighed at få vished om at Sara stadig lever videre i mange.

Inderst inde vidste jeg det godt, men det var dejligt at få det bekræftet.

❤️