Hvor mange børn har du?

Når man mister et barn, kommer der nye dilemmaer i ens liv. Et af dem handler om hvad man skal svare på spørgsmålet: Hvor mange børn har du?

Som udgangspunkt er det et helt naturligt spørgsmål i mødet med et andet menneske.

Jeg har selv brugt det uden at tænke over det. Og jeg har svaret uden at tænke over det.

Det gør jeg ikke mere.

Fordi nu ved jeg, at den anden person kan stå i samme situation som mig, hvor man ikke har lyst til at få det spørgsmål. Samtidig udsætter eller undgår jeg selv at blive spurgt.

Det er ikke fordi jeg er i tvivl om hvorvidt jeg er ”mor til fire”. Det ved jeg 100% og det føles som det eneste rigtige.

Det handler mere om, at efter det første indledende spørgsmål, kommer der ofte flere a la ”hvor gamle er de” og ”hvad laver de”.

Så er det at det bliver kompliceret inde i mig. For hvis det sker, hvad skal jeg så svare? Det er ikke længere så entydigt som før.

Blandt andet fordi Saras alder på en måde er ”låst”. Hun blev 23 år.

Skal jeg lade som om hun lever og remse deres alder op? Og skal jeg tage den alder, som hun kunne have været, hvis hun levede? Eller skal jeg sige hendes slutalder, hvilket gør, at hun ikke længere er den ældste?

Jeg bruger energi på at tænke over det hver gang jeg møder nye mennesker, fordi jeg ikke har et generelt svar. Min mand foreslog at jeg kunne sige: ”Jeg er mor til fire, og min ældste blev 23 år”. Det lyder ligetil, ærligt og meningsfuldt, og jeg har også brugt den. Dog har jeg oplevet at det, at fortælle at jeg har mistet et barn giver en opmærksomhed, som jeg ikke altid ønsker eller har overskud til.

Derfor er min nuværende konklusion, at jeg vurderer det fra gang til gang afhængig af selve samtalen, den aktuelle situation og hvordan jeg har det inde i mig selv.

Hvordan svarer du på spørgsmålet? Har du en eller flere standardsætninger?