Er det første år det sværeste?

”Det første år er det sværeste at komme igennem” er en sætning, som jeg er blevet præsenteret for i forskellige afskygninger.

Jeg er i andet år som Himmelmor, og jeg er uenig!

Den første jul var 1½ måned efter ulykken. Jeg var i chok og tilbragte det meste af aftenen i min mands favn på sofaen, mens mine andre børn var hos deres far.

Den anden jul foregik hos os med børn og bedsteforældre, og selvom der var god stemning, var jeg indvendig forpint af savnet efter at være en ”hel familie”. Den var sværere på en anden måde end den første.

Saras første fødselsdag et halvt år efter ulykken blev en god dag. Jeg var lang tid i forvejen bevidst om hvordan jeg gerne ville arrangere dagen, så selvom det hele foregik på en trist baggrund, var der mange gode øjeblikke.

I dag talte min mand og jeg om hendes forestående fødselsdag om et par uger.

I år er usikker på hvordan jeg vil markere dagen, og jeg mærkede hvordan min ked-af-det-hed voksede sig fra hjertet og ud i hele kroppen. Det virker så forkert, uretfærdigt og ulykkeligt at jeg skal fejre min datters fødsel på en kirkegård!

Den anden fødselsdag føles lige nu sværere, og i højere grad som en mørkedag end en mærkedag.

Sætningen passer ikke på mine erfaringer, og derfor er jeg uenig.

Jeg er kommet ”igennem” det første år på godt og ondt, og hvordan de øvrige højtider, mærkedage og begivenheder vil tiden vise.

Jeg tror, at det  kommer til at være uforudsigeligt hver gang og hvert år!

Hvad er dine erfaringer?