Refleksioner om forandringer

Min datter havde været flyttet hjemmefra i nogle år, da hun døde uden varsel.

Det betød, at min hverdag på mange måder stadig var forholdsvis intakt efter hendes død.

Hun efterlod ikke et værelse, der skulle tømmes eller en stol ved spisebordet, som pludselig var tom. Vasketøjsmængden var uforandret og jeg skulle smøre samme antal madpakker. Jeg så hende ikke før eller efter mit arbejde osv.

Hverdagen virkede udadtil uforandret, var normal og tryg og præget af vaner.

Min virkelighed var den samme.

Derfor virkede det forholdsvis nemt for mig at være i mit arbejde, engagere mig i min videreuddannelse og leve mit hverdagsliv udadtil.

Det er indadtil, at alt føles forandret!

Alt det, som ikke lige kan ses.

Det er unormalt at vi ikke taler sammen i telefon, at jeg ikke har en indre kalender med hendes aktiviteter, at hun ikke deltager ved familie-sammenkomster, at jeg ikke får flere hæklegaver, træningsprogrammer og podcastforslag. Det er stadig så uvirkeligt!

Det er indvendigt at jeg savner en hel masse. 

At se hende, at høre hende, at føle hende.

Det er en usynlig proces, som dagligt kræver beslutninger og valg, om at holde ud, holde til, holde om den ked af det hed, som er blevet en grundfølelse.

Jeg har oplevet et stort tab, og derfor en indvendig stor sorg, som jeg skal finde ud af at leve med SAMMEN MED hverdagen.

Fælles for os der mister er, at vi skal finde vej i at leve med den døde og med døden.

I tankerne og i tale.

Jeg nævner oftere min afdøde datter i forskellige sammenhænge, end jeg gjorde da hun levede. På den måde holder jeg liv i hende.

Jeg skriver hilsner til hende, sender hende tanker og kigger efter tegn.

Hvad gør du?