Den skjulte sorg

Jeg blev for lidt siden pludselig ramt at skam i mit arbejdsliv, hvor jeg dagligt taler med borgere.

Skam over at have været ”på”, ”i godt humør”, ”frisk”, ”i god energi” . For HVAD NU HVIS vedkommende finder mig på  facebook, og ser at jeg har mistet min datter. Hvad vil vedkommende så tænke om mig?

At jeg er ”kold”, ”kynisk”, ”ufølsom” og t ”kommet hurtigt videre og over det”?

Jeg har før oplevet samme usikkerhed overfor venner og i andre sammenhænge, hvor folk kender min skæbne.

Synes de, at jeg sørger for lidt og virker for glad?

Med min fornuft ved jeg, at jeg sørger helt rigtigt.

Jeg ved at mine ”åndehuller”, ikke siger noget som helst om den sorg, som ligger skjult inde i mig.

Her er jeg med den, og holder til den, på min måde.

I dag synes jeg åbenbart, at min momentane glæde var for meget, forkert og upassende, fordi jeg et kort øjeblik blev revet med i en situation og langt væk fra sorgen.

Jeg har svært ved at give slip på skammen, følelsen af at være forkert, og jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det.

Det er ikke første gang, jeg har det sådan. I dag har jeg bare særlig svært ved at give slip på skammen.

Gode råd efterlyses.