Fotominder på telefonen
- tinakreutzer
- 15. dec. 2025
- 2 min læsning
Min telefon er sat op så den dagligt giver en notifikation på fotominder fra den pågældende dato i de seneste år. Det første år efter Saras død kiggede jeg dagligt på fotominderne, både på min telefon og på Saras telefon, fordi hun på en måde stadig var tæt på. På den måde havde jeg både gamle billeder, som var over et år gamle og forholdsvis nye billeder, som var taget 3 dage, 1 uge, 2 uger, 3 uger før hun døde. Det hele var virkeligt og uvirkeligt på samme tid. Billederne både trøstede og sårede mig.
Efter et års dagen forsvandt lysten til at se på fotominder, for nu begyndte døden at komme helt tæt på i form af billeder fra gravstedet, familiebilleder uden Sara og billeder fra begivenheder uden Sara.
Jeg holdt derfor en pause indtil i dag, hvor der igen kom en notifikation, og modsat de sidste 3 måneder, så kiggede jeg i dag. På denne dag for 2 år siden og for 3 år siden havde jeg været sammen med Sara og hendes søskende. I dag er jeg lykkelig for at jeg tog billeder af det, fordi hun på den måde for en stund bliver genoplivet inde i mig sammen med begivenheden. Det er det ,billeder kan. Det er det, minder gør. For mig.
Samtidig mærkede jeg en lyst til at dele nogle billederne med nogen, og jeg lavede en sms klar til Saras søskende, og slettede den igen. Jeg blev pludselig i tvivl om hvorvidt de havde lyst til at få billederne, og på den måde blive mindet om deres søster, hendes skæbne og deres skæbne midt på dagen. Uden varsel.
I stedet sendte jeg en hilsen til min tante, som jeg føler kan rumme mig når som helst, og hun sendte en dejlig hilsen retur.
På trods af de gode minder og den gode respons kommer sorgen snigende som slanger i min krop i de efterfølgende timer.
I dag er jeg åbenbart sårbar.
Mon det handler om at jeg idag har kigget på fotominder, eller er det bare tilfældigt?
Jeg vil ikke gå i analyse, og konstaterer blot, at det er sådan jeg har det.
Lige nu.
Billedet viser et fotominde fra 2022, hvor jeg var i Milano med Sara og hendes søster.
Hvordan bruger du dine fotominder og hvad gør de ved dig?





Kommentarer