Et særligt venskab

Mange ved, at jeg har haft stor glæde af at møde Dorte, som jeg har haft Mindernes Hus med. Jeg mødte hende 7 måneder efter at jeg mistede Sara, og vi har udviklet et venskab, som også består efter at vi har afviklet Mindernes Hus.

De færreste ved, at der står en anden kvinde ved siden af mig, som var der fra dag  ét. Hun hedder Hanne, og har været min livsledsager siden 5. klasse, hvor vi kom i klasse sammen i Flensburg. Vi har fulgt hinandens op- og nedture siden 1981, og stort set dagligt haft kontakt med hinanden lige siden. I mange år i form af telefonsamtaler og besøg. Teknologien gør, at vi nu kan kombinere vores daglige samtaler med indtalinger, og ordene slipper aldrig op.

Hanne har været min største støtte i mit liv, og især også siden Saras død. På grund af daglige samtaler, har jeg fået mine tanker ventileret, vendt og rummet. Uden hende var jeg nok brændt inde med mine tanker, og jeg bilder mig ind, at vores relation har forebygget et kollaps.

Jeg nyder vekselvirkningen med at kunne tale om sorgen og savnet -  og samtidig dele almindelige hverdagsudfordringer, som også kan udløse grin. At have en person ved sin side, som man kan græde og grine sammen med, være talende og tavs sammen med og have fuld tillid til at ens følelser bliver taget alvorligt, har været uundværligt for mig.

Både Hanne og hendes børn er gode til at nævne Sara. Både når de ser noget, der minder om hende eller når de har tanker om hende. Det gør mig enormt taknemmelig, at jeg har livsvidner til Sara, som siger hendes navn som det mest naturlige.

Hanne har bakket mig 100% op i Mindernes Hus, og hun var samtidig så modig at stille op som vores første gæst i podcasten Livet med sorgen. Her taler hun både ud fra hendes faglighed som psykolog, og samtidig som ven. Det er afsnit 04 på siden her.

Selvom vi er fortrolige og åbne, har vi alligevel begge oplevet at have dårlig samvittighed overfor hinanden. Jeg har tænkt: Hvor meget kan jeg tillade mig at sige om Sara og min sorg? Er jeg blevet alt for alvorlig og kedelig? Er jeg en god nok veninde, som giver nok den anden vej? Får jeg lyttet nok til Hanne og hendes tanker?

Hanne har fortalt, at hun haft tanker om hvorvidt hun må fortælle glædelige ting fra hendes egne børn? Må hun nævne egne udfordringer, som målt i forhold til at have mistet et barn kan synes små? Er hun en god nok veninde, som gør nok og er det nok?

Det er måske noget, du kan genkende fra dine egne relationer?

Hvis du er pårørende til en, der har mistet sit barn, og har brug for at tale med en om det eller du selv har mistet, kan Hanne være en mulighed. Hun tilbyder telefoniske og online samtaler, så du kan være hjemme hos dig selv. Jeg brugte selv telefoniske psykologsamtaler, så jeg kunne være tryg i eget hjem.

Det har jeg skrevet om i min bog.

Læs afsnittet her:

Psykologsamtaler

De sidste 3 måneder er jeg jævnligt blevet spurgt om jeg får psykologsamtaler. Og nej, det har jeg undgået. Jeg har ikke orket tanken om at skulle sætte ord på det her ubeskrivelige mareridt. Her i 4. måned kan jeg dog mærke, at det er tiden, hvis jeg skal nå at bruge min henvisning, som gælder i 6 mdr.

Jeg vælger telefoniske samtaler. For det første fordi der ikke er ventetid, og for det andet, fordi jeg ikke orker tanken om at skulle finde tid til at køre efter det.

Det har været verdens bedste beslutning!

At kunne sidde hjemme i sengen eller sofaen, ikke bruge energi på hvordan psykologen ser ud, og hvordan jeg selv ser ud, har været en god oplevelse, og noget jeg klart vil anbefale til andre.

Jeg kan lade tårer og snot løbe uden at blive flov.

Jeg kan skrive noter imens.

Jeg kan bagefter lægge mig under dynen indtil jeg er klar til at møde verden og livet igen.