”Der gik 8 måneder før jeg kørte med tog”

Mens Sara boede på kollegie i Holstebro, mødte jeg hendes studiekammerat Simone, som boede skråt overfor. Derfor har det været naturligt  at have kontakt med Simone efter togulykken, hvor vi mistede Sara.

Der gik ikke lang tid før jeg fik en besked og et billede af Simone med en tatovering af en sol, som symbol for Sara-Sunshine. Jeg blev fuld af beundring, glæde og taknemmelighed over at hun delte det med mig.

Det er det, jeg oplever gentagne gange: unge mennesker, som vælger at sende mig en hilsen eller et minde. Indimellem er der nogen der skriver til mig, at de vil besøge Saras gravsted, og om jeg vil mødes med dem.

Det gør mig glad, og det vil jeg altid så vidt muligt at det kan lade sig gøre.

Det har jeg gjort med Simone, hvor dette interview foregår. Et møde på en halv times tid, hvor vi taler om forskellige ting, blandt andet de følgende tre emner:

1.      Hvordan påvirkede ulykken dine transportvaner?

Simone: ”Det var jo sådan, at jeg boede i Valby med udsigt ud over til de forskellige togbaner, altså S-tog, regionaltog, alle de forskellige slags. Da jeg så hørte, at Sara var gået bort, havde jeg rigtig svært ved at være i det. For det første kørte jeg ud og købte gardiner og hang op, og for det andet, så tog jeg ikke toget før efter 8 måneder. Jeg har virkelig brugt min tid på at tage  bus rundt i København, frem for S-tog, som er lidt hurtigere. ”

2.       Hvad tror du der sker, når vi dør?

Simone: ”Jeg tror, Sara flexer ind og ud. Jeg tror ikke, hun kan være samme sted på en gang. Jeg tror, hun kommer til, når man har brug for hende. Og det er jo ikke hver dag, at man har det. Jeg tror, at hun går bagved en for at guide en, når man har behov for det, uden man måske nogle gange selv ved det. Jeg har tit set hende, føler jeg, i en skikkelse af et andet menneske. Altså for eksempel små piger med pandehår ser jeg hver gang, også uden at kigge efter dem. Jeg ser dem i mit perifere syn, og det er uden måske at have tænkt på hende. I starten gjorde det mig bange. Inden hun blev begravet, var jeg rigtig bange for det. Men efterfølgende, så tænker jeg, at der er en grund til, at hun er der. Der må være noget, hun prøver at vise mig.”

3.      Hvordan oplever du sorgen?

Simone: ”Det er meget forskelligt hvordan jeg oplever sorgen, synes jeg. Jeg kan godt, når det er godt vejr, kigge op og tænke Det er Sara, der har gjort det til en god dag. Eller som i dag, hvor der er godt vejr, solen skinner, vi sidder i t-shirt: Tak fordi, at vejret er godt”

Vi har stadig kontakt og i  forbindelse med Saras 25-års fødselsdag var Simone i Jylland, hvor hun satte en pose kanelsnegle, en pose kanelstænger og et brev ved gravstedet.

Herefter skrev hun til mig om jeg ville læse brevet op for Sara når vi kom til selve dagen.

Det ville jeg selvfølgelig, og det gjorde jeg, mens jeg var rørt til tårer, fordi det var smukt og skrækkeligt på samme tid at livet med Sara

er på den her måde.