”Vi føler et ansvar for at leve det liv, Sara ikke fik lov til”

Interview med Anne Sofie Jul og Maria Sommer (kaldenavn: Sommer)

Anne, Sommer og Sara er gymnasieveninder. Pigerne er et godt eksempel på at når gymnasietiden er slut og vejene spredes, så kan det stadig lykkedes at holde kontakt og vedligeholde et venskab. Pigerne mødtes fortsat i hjembyen Vejle og studiebyerne Odense, Aarhus og Holstebro. De mødtes både sammen to-og-to eller alle tre. Udover gensynene havde de kontakt via mobilen de efterfølgende år, hvor de fulgte med i hinandens liv.

De var et solidt trekløver, og Anne var rigtig glad for at Sara nu også kom til Odense, for nu var det nemmere at mødes uden at skulle planlægge en hel masse. Desværre blev det kun til tre måneder i samme by.

Efter ulykken

Den første tid efter at veninderne har fået besked om ulykken, rykker de sammen. Sommer tager toget til Anne og de er tæt sammen de næste dage. De sover hos hinanden, mens de taler, græder og trøster sammen.

Sommer: ”Lige den første aften sad vi bare og fandt alle de artikler, vi overhovedet kunne, for at finde ud af, hvad der var sket. Vi skrev også til Saras roomies om de vidste noget”.

Anne: ”For mig fyldte det rigtigt meget, fordi mig og Sara havde haft en aftale tre dage før, som jeg havde aflyst, fordi jeg var syg. Jeg har en kammerat, der har begået selvmord, og derfor var jeg bange for om Sara havde haft brug for en veninde at snakke med”.

Den dårlige samvittighed over, at Sara havde det dårligt og selvmordstanker, kunne jeg afvise. Hendes dødsfald var en ulykke, ikke et selvmord. Til gengæld kom Annes afbud tre dage før mig til gode, for Sara tog i stedet toget til Vejle, hvor vi sammen med hendes søskende havde en hygge-aften. En aften som jeg ofte tænker over at jeg er taknemmelig for.

Det er tydeligt, at begge piger havde fået et kæmpe chok. Anne flyttede en periode hjem til sine forældre i Vejle. Hun havde svært ved at være i Odense, og synes hun så Sara alle steder. At tage tog var også svært, så hendes forældre kørte hende. Idet hun var i en ny klasse på studiet, kendte hun ikke rigtig nogen og derfor talte hun ikke om hvordan hun havde det. Sommers krop lukkede ned. Hun orkede ikke noget og havde svært ved at komme ud af sengen. Hun var på det tidspunkt i praktik og praktikvejlederen ville gerne, at hun viste mere entusiasme for det hun lavede. Det gav anledning til en snak, hvor hun bagefter talte med sin studievejleder og en skolepræst.

Samvær med andre

Anne: ”Jeg havde i starten vildt svært ved at være sammen med min kæreste, fordi jeg følte at jeg skulle tage hensyn til ham. Og jeg synes også det var vildt svært at tale med ham om Sara, fordi han aldrig havde mødt hende.”

Hvordan reagerer man overfor ens kæreste, som har mistet en ven, som man ikke selv har kendt? Indtil Annes kæreste hørte om den app, der hedder ”&Sorgen” var han usikker på hvordan han skulle være overfor Anne, fordi hun var så ked af det og havde mareridt. Appen var en stor hjælp, som gav ham viden til at forstå Annes sorg og forslag til hvordan han skulle lytte og tale med hende. Den blev en god støtte for begge. For Anne blev dette lettere at fortælle hvordan hun havde det, og hendes kæreste blev hendes største klippe i processen.

Begge synes at det var virkelig svært at skulle være sammen med andre, der ikke forstod det.

Anne: ” Man sætter jo lidt dem i en svær situation, fordi man også godt ved, at folk har lidt berøringsangst omkring det. Og samtidig var det en vildt svær situation selv at stå i, og skulle tage hensyn til andre, og hvordan de havde det”. 

Sommer: ”Jeg fik fortalt mine venner, hvad der var sket, og de var der meget til at starte med, selvom de ikke kendte Sara. Men med tiden kom der sådan lidt en glemsel omkring, at det stadig fyldte for mig. De havde måske lidt svært ved at forstå relationen, fordi Sara og jeg jo mest havde kontakt over telefonen, så det virkede måske ikke så ”tæt”. Men det var hun jo for mig. Vi var meget tætte og havde meget dybe snakke når vi talte sammen”.

Anne: ”Man finder virkelig ud af hvem man gerne vil bruge sin tid med, og at tid med folk man elsker virkelig, er en gave. Jeg har prøvet efterfølgende at skære min vennegruppe lidt mere ind, fordi jeg rigtig gerne vil bruge tid med dem, jeg allermest holder af. Hver gang jeg laver en aftale med en mere perifær ven, er det tid jeg kunne have brugt med en mere tæt ven.”

Vi taler om hvilket råd de vil give til andre pårørende. De har begge oplevet at folk har sagt ej skriv, hvis du har brug for noget. Men de har også erfaret, at det kan være meget svært at vide, hvad man har brug for. Til gengæld har det været rart når folk selv har taget initiativ. Hey, skal vi ud at gå en tur eller Hey, jeg er nede at handle, har du brug for noget. Det har Anne og Sommer også brugt meget overfor hinanden - at tage initiativ. Og så kan personen selv sige til eller fra, men har haft følelsen af jeg er her for dig. 

Minderne

Veninderne bekræfter flere gange, at det har været utrolig rart for dem at have hinanden. At have en, der er det samme sted som man selv er, og at være i en relation hvor man bare kan være sig selv.  Når de taler sammen, gør det dem godt at dele minder, og de synes også at det er dejligt når der i hverdagen er små ting, som minder dem om deres fælles ven.

Anne: ”Når jeg får et minde, så kan jeg godt blive ked af det, men jeg er ikke bange for at blive ked af det. Fordi når jeg bliver ked af det, ved jeg at det er fordi man har haft en i mit liv, der har betydet noget. ”

Anne oplevede især i starten at se Sara i andre, som minder om hende.  Det genkender jeg også som mor. Når det sker, er det en blanding af glæde og frustration. Glæde over et minde, der vækkes og frustration over baggrunden for det. Det gør godt når andre også ser noget genkendeligt, og italesætter det. I det hele taget gør minder godt, og det bekræfter pigerne flere gange.

Nu´et og fremtiden

Sorgen fylder på en anden måde efter 16 måneder. Der er stadigvæk nogle ting som de undgår, fx området omkring ulykkesstedet. De bliver også nogle gange ramt af tanken om Hvad skete der egentlig? Der er så mange ting som ikke giver mening, og som ingen nogensinde får svar på.

Samtalen med pigerne er meget rørende, og der bliver både grædt og smilet. Det bliver så tydeligt for mig, at her er to veninder, som virkelig forsøger at finde vej i tabet, og fortsat at integrere deres veninde i deres liv.

Sommer:” Jeg har tænkt meget over hvor hurtigt livet kan stoppe, og det synes jeg er svært. Det har fyldt rigtig meget, at man virkelig er nødt til at sætte pris på det, man har, for man ved aldrig. Det har både været en livsbekræftende tanke, men samtidig også i nogle perioder sat en stopper for ting. Alt skal være helt perfekt, og nu skal jeg være så glad for at jeg har det her liv, som Sara ikke kunne have".

Anne:” Vi har snakket meget om at vi ikke føler kun at vi lever for os selv længere. Vi lever også lidt for Sara, fordi hun ikke fik lov”.