"Jeg følte en smule skyld efterfølgende"

You meet people for a season, a reason or a lifetime har altid været et af mine favorit ordsprog. Jesper har i tid kun kendt Sara i 3 måneder. De mødtes på kandidaten på Odense Universitet, hvor de blev et godt studiematch, og fandt ud af at de havde et virkelig godt samarbejde op mod eksamen. I ugen op til ulykken var de meget sammen, for at være klar til deres eksamen om fredagen. Den blev veloverstået, og de fortsatte med at gå i byen sammen med andre for at fejre det. Stemningen var god og da han tog hjem omkring midnat, var alt godt. Det vendte næste formiddag, hvor han fik opkaldet om at Sara var død i en ulykke.

Tiden går

Da jeg mødes med Jesper i Odense, er der gået 21 måneder, og han kan fortælle, at han for kort tid siden er blevet færdig som Kandidat i Idræt. Jeg bliver ramt, for det minder mig om at det var endnu en milepæl, som Sara havde set frem til, men ikke nåede.

Jesper:  ”Så det var også underligt at stå der og være sådan færdig. Altså, jeg har jo tænkt på det, hver gang jeg har været til eksamen. Ja, og også hver gang vi skulle begynde at læse op. Især de første gange efter, da jeg lige pludselig skulle finde en anden at være sammen med, da folk ligesom var lidt sat i nogle andre grupper.”

Igen går det op for mig hvordan et ungt menneske, der mister en ven, bliver påvirket i retninger, jeg slet ikke har tænkt på. Jeg bliver glad for at høre, at der er en anden studiekammerat, som tager sig af Jesper. Og jeg glæder mig også over at han er kommet igennem studiet, for det har indimellem ikke været let, især ikke op til nye eksamener.

Jesper: ”Det vækkede jo lidt det der med, at jeg skulle sidde oppe i læsesalen igen, eller oppe på biblioteket, og læse op. Man siger det måske ikke højt, men man tænker jo, at det var herovre vi sad sidste gang”.

Politiet

Efter beskeden om ulykken ringer Jesper til sin mor. Hver gang jeg hører om en mor, som lægger alt til side, og er der for sit barn, bliver jeg lettet og glad. Ud over først at lytte til ham, kørte hun hjem til ham, så han ikke var alene. Det var en lørdag, og jeg tænker, at hun sikkert havde planer, som hun droppede for at være der for sin søn. Det gør mig godt at tænke på, og jeg håber, at det har styrket Jesper bare lidt til at forholde sig til det næste: politiet.

I og med at der var tale om en ulykke, og Jesper var en af de sidste, som havde set Sara, skulle politiet undersøge og opklare sagen, også om hvorvidt der var tale om en ulykke eller forbrydelse.

Jesper: Det var specielt at blive ringet op af politiet som sagde Det er politiet. Vi kunne godt tænke os at snakke om, hvad du har lavet natten til lørdag. Ved du, hvor hun gik hen? Ved du, hvad hun gjorde? Vi havde jo alle sammen fået noget at drikke, så jeg kunne ikke huske det præcis. Det var jo ikke, fordi man havde gjort noget, man ikke måtte, men det er jo alt det der med, at de sagde at Du skal jo huske, at du bliver holdt op på, hvad du bliver sagt, og hvis der bliver indkaldt til et eller andet, så skal du…Det var virkelig specielt at sidde i den situation, at et menneske tæt på er gået bort, og man aner ikke hvad der er sket. Og alligevel så er du så ansvarlig, at der er nogen, der ringer og spørger, hvad du har gjort i den forbindelse. Fordi du har en eller anden form for forbindelse til den her ulykke.”

Jeg får ondt af Jesper, og jeg får ondt af alle de andre, som uventet har skullet stå til regnskab for en sjov aften i byen. Det giver mening, at politiet skal gøre det. Jeg er selv engang blevet afhørt fordi jeg var blevet set på et overvågningskamera i området omkring tidspunktet for en forbrydelse, i nærheden af min bopæl. Selvom jeg intet havde med det at gøre, så blev jeg usikker på mine svar på politiets spørgsmål på kryds og tværs om hvad og hvem jeg havde set. I og med jeg ikke var ramt følelsesmæssigt i den sag, kan jeg kun forestille mig hvor stressende det må være at skulle igennem et forhør oveni.

Skyldfølelse

Jesper: ”Jeg synes, det værste var, at jeg følte en smule skyld efterfølgende. Skyld over at jeg ikke kunne redegøre for, hvor meget man havde drukket, eller at vi ikke kunne have taget vare på hinanden som venner i løbet af den nat. ”

Skyldfølelsen berører mig dybt, for jeg ved hvor meget det kan trække en ned. Jeg ved også, at Jesper weekenden forinden havde fulgt Sara hjem efter en bytur. Det, som skete natten til lørdag, havde ikke noget med skyld at gøre eller at de ikke havde taget vare på hinanden. Det er så vigtigt at forstå. Jeg er glad for at Jesper nævner, at han havde en sundhedsforsikring, som gav mulighed for psykologsamtaler. Der var ingen ventetid, fordi det gik under krisehjælp og han fik 4-5 samtaler. Psykologen hjalp ham med skyldfølelsen, og håndtering af sorg og savn. Selvom han stadig også talte med sin mor, var det godt med psykologen.

Jesper: ”Altså, jeg har aldrig gået til det før. Men jeg ville aldrig være det foruden.”

Venskaber og drømme

Han mærker et større behov for at bruge tid på sociale relationer og en større trang til at dyrke sine venskaber. Der er nu gået  21 måneder, og han har lært, at når han bliver ramt på følelserne, så snakker han om det. Derudover minder han sig selv om at ham og Sara havde en virkelig god tid sammen, og nogle gange sker der uforudsete ting som gør, at man så desværre ikke ser hinanden mere.

Han har også lært at være bedre til at gøre ting, som han har lyst til, og mere ligeglad med hvad andre måtte mene. Hvor han før var bekymret for hvordan folk vurderede ham og nervøs for at kaste sig ud i ting, er han er blevet mere ligeglad med hvad andre tænker. Han er spontan og bevidst om at han skal nå at opleve de ting, han gerne vil.

Jesper: ”Jeg kan huske at noget af det første, jeg gjorde efter. Det var at tage over og se fodbold over i England. Det havde jeg altid drømt om. Det er pisse dyrt, men det er noget jeg rigtig gerne vil, så det skal jeg bare. Så det gjorde jeg allerede i januar efter. ”

Da jeg spørger Jesper hvilket livs råd han tror at Sara ville give ham, kommer det prompte: Nyd det. Nyd alt, hvad du kan. Bare grib det, der kommer.