” Bliver jeg den tredje i rækken der skal dø?”

Maren har stået i en situation, som de færreste har prøvet: At miste to veninder med 2½ års mellemrum. Først Helena i 2020 og Sara i 2022. Begge to er omkommet i ulykker.

Maren: ”Jeg tænker, at nu må det stoppe. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg inden for to og et halvt år skal miste to af mine nærmeste veninder, som jeg har haft så gode snakke med, og som har hjulpet mig med min udvikling.”

Efter at have fået besked om Saras død, ringer hun Emilie, som var en del af veninde-trekløveret med Sara. De sover sammen den første nat for at ingen af dem skal være alene.

Den første tid

Fem dage efter at Maren får besked om at Sara er død, skriver hun til mig via Messenger, og sender billeder med fra en mindetræning, som de har gennemført i Crossfitcenteret Lageret, hvor hun var medlem inden hun flyttede til Odense. Det var en sød og rørende besked, som har ført til at jeg har haft jævnlig kontakt med Maren både i form af besøg, indtalinger og beskeder.

Maren: ”Den første tid skrev jeg meget ned eller indtalte tanker på min telefon. Kiggede på minder, kiggede på billeder, huskede de gode ting. Og så handlede det om ære mine veninder på den måde, som jeg synes, der er bedst. I mit tilfælde er det igennem træning, ved at holde fast i mine vaner og  fastholde de værdier, som de har støttet op om. Jeg havde fokus på at holde fast i mig selv, ikke lukke ned, og så bare prøve at være åben omkring mine følelser. Selvom det var svært. ”

To-go-billeder

Maren har forskellige måder at bære sine veninder med sig.

En af dem er, at hun har fået fremkaldt et billede af dem hver. Hun kalder dem to-go-billeder, fordi de altid er med hende. Hvis de ikke er i hendes taske, ligger de i bilen, hvor hun altid kan hente dem. Der er elefant-tyggegummi bag på, så de både kan stå, hænge eller ligge.

Maren: ”Der er faktisk ikke særlig mange, der sådan lige ved det. Ikke fordi, at jeg tror, at jeg synes, at det er pinligt eller noget, men det er ligesom at det er min ting, at jeg har dem. På en eller anden måde giver det mig en tryghed at vide, at jeg altid kan gå ud og finde dem, nærmest uanset hvad. Jeg ved også godt, at jeg har billederne på min telefon, men det er bare noget andet at sidde med dem fysisk.”

Mindeworkout

Hun laver en mindeworkout for begge veninder på deres dødsdag. Men i og med Emilie og Maren fik lov til at fejre Saras sidste fødselsdag alle tre, hvor de havde en fællestræning, bruger de også "fødselsdagswork-outen", på hendes fødselsdag. Det var en AMRAP på 23 minutter, hvor tallet hvert op sættes op i forhold til hvor gammel hun bliver.

Maren: ”Det giver en eller anden fællesskabsfølelse. Og ligesom, det her er noget, Sara og jeg har gjort sammen, så føler jeg ligesom stadig, hun er der på en eller anden måde, spirituelt, når vi kører de der workouts.”

Skyldfølelse

Anderledes er det med hendes egne fødselsdage. Dem har hun haft svært ved at  glæde sig over pga. skyldfølelse i at have fødselsdage, som de to veninder ikke fik lov til at få.

Da Helena døde, fik hun lavet en tatovering for hende, og hun har sammen med Emilie fået lavet en tatovering for Sara. Det har betydning for Maren at hun altid har veninderne på sig.  De er dagligt en reminder om at de har været en del af hende, og har formet hende.

Åbenhed

To måneder efter Saras død, tog Maren på højskole. Det var en svær tid i starten at være fyldt med sorg og samtidig at skulle forholde sig en masse nye mennesker. Hun satte en facade på som krakelerede lige så stille. Efter en måneds tid fortæller hun om sin situation og bliver mødt af to andre piger, som viser sig også har mistet en ven.

Maren: ”Lige pludselig følte man jo bare, at man slet ikke stod alene på samme måde. Man kunne gå hen til andre, der ligesom også kendte til samme følelse. Og for mig var det i hvert fald lige en ting at få bekræftet, at man gerne må åbne op for det her tabuemne.”

Frygt

Det, at have mistet to tætte veninder, har haft rigtig stor betydning for tilknytningen til andre mennesker. Maren frygter at få folk tæt på og for at få nære relationer på samme måde. Faktisk har hun haft tanker om at være en uheldsamulet, som var skyld i at venner vil dø efter 1½-2 års venskab, som hun oplevede det med Helena og Sara. Hun har også haft tanker om hvorvidt hun ville være den tredje i rækken. Det handler måske dybest set alt sammen om at forsøge at få ting til at give mening. Samtidig kan det bekymre en mor som mig at høre, hvor mange svære tanker unge mennesker kan gå med, og måske ikke får delt med andre, med risiko for at de vokser og forhindrer en i at leve et frit liv. 

Sorg og savn

Sorgen og savnet kommer i bølger og især i maj og juni, som er hhv. Sara og Helenas fødselsdage, og også Helenas dødsdag. Her føler Maren at hun glider i et sort hul og der er mange følelser, der rammer. I de måneder har hun fokus på at have mere omsorg for sig selv, og er opmærksom på ikke være afvisende over for arrangementer. Hun omgiver sig i perioden helst med mennesker, der  ved hvad der er sket, som både kan give omsorg og genbesøge minder med veninderne. Samtidig forestiller hun sig veninderne bakker hende op.

Maren: ”Når jeg skal gøre noget, der kræver noget af mig, så husker jeg mig på at livet går videre. Jeg skal leve mit liv, og de er med mig og de ville have støttet mig. Uanset om det var dem, eller ikke var dem, der var døde, så ville de have været der at holde en hånd i ryggen, og give mig det skub ud over den der grænse”.

Sara og Maren i Odense zoologisk have