”Ingen vil være den, der ødelægger den gode stemning”

På fysioterapeutuddannelsen i Holstebro havde Saras klasse et godt sammenhold, hvilket jeg især blev bevidst om efter hendes død, hvor jeg har haft kontakt med flere af hendes klassekammerater i forskellige sammenhænge. To af dem er Frederikke og Anna, som Sara forblev et tæt trekløver med efter uddannelsen. Også selvom de fysisk flyttede til forskellige byer. Anna, Frederikke og jeg har mødtes i forskellige sammenhænge og har haft mange dybe samtaler om hvordan det er at miste en ven. Dette interview er fra en sommerdag i juli, hvor jeg mødes med de unge kvinder hjemme hos Frederikke 20 måneder efter ulykken.

Erfaringer

Frederikke og Anna har gjort sig mange erfaringer om sorg og bearbejdning af sorg, og især at man reagerer forskelligt på det. Det har givet en forståelse for at nogen i omgangskredsen valgte fra at komme til begravelsen eller til at besøge gravstedet. Den samme erfaring har jeg også gjort.

Sorg er individuelt som et fingeraftryk og kan ikke sammenlignes, hverken med antal tårer, antal sygedage eller antal besøg på kirkegården.

Anna, som i forvejen ikke  har kunne li at mærke sine følelser, har lært at blive nødt til at lytte til sig selv.

Anna: ” Jeg er blevet nødt til at tage mig selv seriøst, og når min krop har sagt, at nu kan du ikke mere, nu bliver du nødt til at gå hjem og tage dig af dig selv, så skal jeg være i det. Og så har jeg sagt til mig selv, fordi du har fået et kæmpe chok, og du har fået et kæmpe tab, så det er helt okay at din krop reagerer på en eller anden måde. Det er okay, at du sidder og græder i bilen. Det er okay, at du har brug for at komme ud på toilettet og sidde og græde derude. Det er også okay, hvis du ser et eller andet, hvor du kommer til at tænke på noget der rammer. Jeg havde virkelig brug for at snakke om det hver evig eneste gang, at jeg så et eller andet, eller blev mindet om det.”

Hun talte så med Frederikke, hendes mor, hendes søster eller kæreste. Det vigtigste var, at det var nogle af dem, som hun havde tæt på og som hun stolede på.

Frygt og uro  

Frygten for at miste andre omkring sig kom også. Og i en periode blev Anna ifølge sig selv lidt overbeskyttende overfor sin kæreste. Hun havde brug for at vide hvor han var, og han skulle give besked når han var mødt på arbejde. Hvis han blev forsinket, ringede hun til ham, fordi hun blev nervøs.

Anna: ”Jeg tror, han blev træt af det til sidst. Men da jeg forklarede ham, hvorfor jeg havde det på den måde, som jeg havde det, så kunne han godt forstå det, og han blev også bedre til at skrive, hvordan og hvorledes,  og om han nu var kommet godt på arbejde.”

Det hele vendte på en skitur med familien. Hun ved ikke hvorfor det skete lige der, men hun fik ro i kroppen. Hun kan dog godt mærke at vinteren er forbundet med større uro. Der bryder hun sig heller ikke om at have folk med i bilen, af frygt for at køre galt og gøre et andet menneske fortræd. Sådan har hun først fået det efter Saras ulykke.

Ansvar

Som mor kan jeg tænke over at mange af de unge mennesker omkring Sara nu bærer en stor ansvarsfølelse for at passe på andre, og frygten for at miste. Jeg tænker også over, at det er hårdt at skulle være i frygt og at det måske også kan udløse angst hos nogen. Og i det hele taget at kan det være svært at være til stede i nu´et, hvis man tænker over fortiden og er bekymret for fremtiden.

Frederikke tænker stadig dagligt på tabet og sorgen, og nogle gange flere gange om dagen, hvis der er noget der rammer.

Frederikke: ”Jeg kan stadig godt græde en par gange om måneden over det, altså hvor jeg lige bliver mindet om det, og der lige kommer noget til en. Det bliver mindre, men jeg kan mærke, at det er der stadig. Det er også okay, at det bliver ved med at være der, og så må man jo tage sin forbehold nogle gange og spole væk for noget eller skifte kanal, hvis det ikke lige er tidspunktet. Men jeg har det som Anna med, at der okay at være i det, når det kommer. Fordi det er jo en del af en, og man skal jo ikke prøve at fjerne nogle følelser, som er okay at have. Så det er egentlig okay at være ked af det, når kroppen gerne vil være ked af det.”

Fra tre til to

Når man er et harmonisk trekløver som venner, som er vant til at hygge sammen, spille kort, drikke te, gåture, snakke, grine og skabe minder med hinanden, så er der meget at se tilbage på og være taknemmelig for. Samtidig tænker jeg over hvordan det må være at gå fra at være tre til at være to.

Frederikke: ”Vi plejer jo at drøfte ting og have flere synspunkter. Hvis man skal nå 100%, så plejer vi at være på 33% og nu er det altså 50-50 man deler. Så man står jo lidt mere med ansvaret. Det har været hårdt for os begge to.”

Begge er enige om at de er tre vidt forskellige piger, som var så gode veninder, fordi der var tryghed og tillid i forholdet. Trygheden ved at man godt kunne være stille sammen og koble fra med en film eller et spil 500. Det kunne bare være en time, og det kunne også være længere tid. Det var meget forskelligt fra gang til gang. De følte ikke at de skulle præstere overfor hinanden og have en samtale kørende, men kunne i stedet slappe af og nyde det, imens de var sammen.

Udfordring

Overordnet oplevede de en tryghed i at kunne være sig selv, og hvor de kunne tale om alt og at de ikke skulle tænke over hvad man sagde.  Det tankevækkende er, at lige dén del blev en udfordring da Sara blev revet ud af fællesskabet. Pludselig begyndte de at tænke over hvad de skulle dele og sige, og de blev bange for at påvirke den andens humør når det handlede om Sara.

Anna: ”Jeg kunne mærke i starten, at jeg var lidt bange for, hvordan jeg skulle være over for Frede. Fordi jeg var sådan lidt, hvad nu hvis jeg kommer til at sige et eller andet forkert? Hvad nu hvis jeg gør hende ked af det, når hun ikke er ked af det? Jeg ville ikke såre Frede. Så jeg var meget på listetur i forhold til Sara, og altid sådan lidt, siger jeg nu, et eller andet, der kan gøre hende ked af det?”

Frederikke: ”Jeg har nogle gange mere brug for at snakke om det med Sara, og ved også hvor ked af det Anna bliver, og jeg vil jo heller ikke ødelægge en stemning. For eksempel var vi lige sammen i sidste uge og så får jeg sagt noget om Holstebro, og pludselig tænker jeg Er det dumt? Er det dumt? Er det dumt? Fordi jeg ved ikke, om det så ødelægger resten af Annas aften fordi hun bliver ked af det. Så jo, på den måde tænker man jo tit sådan lige over hvad man vil sige.”

De er enige om at de er blevet bedre med tiden til at tale frit , og det kan handle om øvelsen i at sige det på trods af modstanden indeni.

Anna: ”Jeg kan huske, at der var en dag, hvor jeg sagde til dig, Frede, nu sætter vi os lige ned, og så snakker vi det her igennem. Så sad vi sammen på sofaen, hvor vi græd og snakkede. Jeg tror, at man bliver nødt til at tage snakken, og man bliver nødt til at være stærk for hinanden, selvom det er megasvært at være i at se den anden blive ked af det. Fordi så bliver man selv ked af det, og det har man ikke lyst til.”

Ked-af-det-heden

Frygten for at gøre hinanden ked af det går igen blandt flere af de unge, som jeg ser. Jeg genkender det også fra mit privatliv, om min omgang med min egen familie og venner. Samtidig ved jeg, at vi ikke kan tage ansvar for en andens følelser, og at der heller ikke er noget galt i at blive ked af det. Det er en naturlig følelse, og den går over. Måske handler det også om at vi ikke har lært at være ked af det og sørge, så vi er bange for at vi og andre går i stykker, når følelserne rammer. Samtidig kan man få dårlig samvittighed over følelsen at gøre den anden ked af det. For som Anna siger, jeg ved når Frede begynder at græde, så begynder jeg også at græde, og de vil helst undgå at smitte hinanden. Min overbevisning er, at man ikke kan få nogen til at græde, som ikke er kede af det. Så tårerne er mere en tegn på at der er følelser, som får luft og bliver ventileret, og det er en god ting. For hvis sorgen ikke får sin plads, så tror jeg på at den sætter sig i kroppen.

Musik

Noget, der kan også ramme følelserne, er musik. Pigerne har forskellige gode minder om socialt samvær med musik og dans, og selvom mange er forbundet med glæde, så oplever de også at blive kede af det, fordi de tænker på Sara og at hun ikke er der mere.

Anna: ”Jeg har ikke lyst til at blive ked af det, men hver evig eneste gang, at der kommer en af de sange, så lukker jeg fuldstændig ned, og har lyst til at gå min vej.”

En af de sange, som især gør indtryk er Hurtige hænder. Frederikke har ikke kunnet høre den uden at græde, så i forbindelse med at hun skulle til en koncert med Minds of 99, fandt hun en løsning:

Frederikke: ”Jeg tænkte, hvad gør jeg? Der kommer Hurtige hænder. Det skal være en god aften. Så jeg satte mig for, at jeg skulle høre Hurtige hænder indtil jeg havde lært at høre den uden at græde. Så jeg hørte den på repeat op til flere gange om dagen, indtil jeg ikke græd mere.”

Det handlede ikke om at det ikke ville være okay at græde, for det har hun gjort de andre gange hun har været til koncert. Det handlede om at gøre noget på en anden måde. Minderne er de samme, og sangen gør stadig indtryk, men håndteringen var på en ny måde.

Omsorg

Det er helt tydeligt at begge piger er gode til at drage omsorg for andre og hinanden, og mindre gode til at drage omsorg for sig selv. Frygten for at miste andre, som har kunnet gå over i bekymring og katastrofetanker, er blot et af eksemplerne på det.

Det er dejligt at høre at det har betydet noget for Frederikke, at hende og jeg har haft jævnlig kontakt, hvor vi både har talt om sorgteorier og minder. For det har også gjort mig godt. Jeg har også mødtes med begge piger i Holstebro, hvor de har vist mig de steder, som de ofte har besøgt med Sara. Det var nogle virkelig gode timer, som gav mig nye minder. Nogen har spurgt mig om det var svært at gå den tur, hvor jeg kunne svare, at det er svært i forvejen, men det var dejligt, fordi vi følte at Sara var med os.

Anna, Frederikke og Sara