All Posts

”Det første år er det sværeste at komme igennem” er en sætning, som jeg er blevet præsenteret for i forskellige afskygninger. Jeg er i andet år som Himmelmor, og jeg er uenig! Den første jul var 1½ måned efter ulykken. Jeg var i chok og tilbragte det meste af aftenen i min mands favn på sofaen, mens mine andre børn var hos deres far. Den anden jul foregik hos os med børn og bedsteforældre, og selvom der var god stemning, var jeg indvendig forpint af savnet efter at være en ”h

Jeg blev for lidt siden pludselig ramt at skam i mit arbejdsliv, hvor jeg dagligt taler med borgere. Skam over at have været ”på”, ”i godt humør”, ”frisk”, ”i god energi”  . For HVAD NU HVIS vedkommende finder mig på  facebook, og ser at jeg har mistet min datter. Hvad vil vedkommende så tænke om mig? At jeg er ”kold”, ”kynisk”, ”ufølsom” og t ”kommet hurtigt videre og over det”? Jeg har før oplevet samme usikkerhed overfor venner og i andre sammenhænge, hvor folk kender min

Når ens barn dør, og der ikke er kommet et eller flere børnebørn, så er der kun minderne tilbage og fysiske ting, som har relation til afdøde. Jeg har sørget for at have et bredt udvalg af minder og fysiske ting. Minderne samler jeg stille og roligt på ved dagligt at skrive et minde op i Livsdagbogen. Af fysiske ting har jeg gemt både nogle af hendes beklædningsdele, smykker og køkkenting. Derudover har jeg fået lavet nogle smykker, som minder mig om hende. I min hverdag har

Hvis jeg skal nævne én ting, som forsvinder sammen med ens barn liv, så er det bekymringerne for vedkommendes ve og vel. Jeg har bekymret mig meget for min datters trivsel, væren og gøren. Både fordi jeg er mor, men også fordi jeg blev involveret i hendes følelser, tanker og handlinger. Hun var flyttet hjemmefra, men vi talte i telefon flere gange om ugen, og det gav stor indsigt i hendes liv. Har hun det godt med sig selv? Hvordan gik det med aftalen? Får hun spist? Vil fyre

Det har været en af de nætter, hvor jeg ikke kan få drømmen rystet af mig. Jeg har drømt om min døde datter, og alligevel ikke, for det var ikke hende. Jeg så hende i drømmen sammen med hendes lillesøster. Genkendte hende på afstand, fordi hun havde de sorte bukser på med en blå stribe, staturen passede og jeg skyndte mig hende i møde, for at opdage at det ikke var hende, men ”bare” en veninde. Den skuffelse vågnede jeg med kl. 5, og lå længe for at forsøge at komme ud af sku

Min datter havde været flyttet hjemmefra i nogle år, da hun døde uden varsel. Det betød, at min hverdag på mange måder stadig var forholdsvis intakt efter hendes død. Hun efterlod ikke et værelse, der skulle tømmes eller en stol ved spisebordet, som pludselig var tom. Vasketøjsmængden var uforandret og jeg skulle smøre samme antal madpakker. Jeg så hende ikke før eller efter mit arbejde osv. Hverdagen virkede udadtil uforandret, var normal og tryg og præget af vaner. Min virk

Det gør mig godt at kigge forbi ved gravstedet, og rykke en blomst, flytte en sten, bytte rundt på nogle ting, og se på de personlige hilsner, der er her.   Ved gravstedet er der stille og samtidig støj - fra mit indre, der larmer på sin egen måde. Ved gravstedet gør det godt at sidde og samtidig gør det ondt - følelsen af nærhed og afstand på samme tid. Ved gravstedet sidder jeg stille mens mit indre er en orkan - i bevidstheden om at drømmen om mit barns fremtid er slukket.

I går var en af de dage, hvor jeg flere gange i løbet af dagen følte mig presset på følelserne. En indvendig uro, som blev ved med at være der, selvom jeg forsøgte at få den til at passere: Jeg spiste en bolle Jeg drak en kop te Jeg så lidt tv Jeg rørte en dej sammen til flutes Jeg skrællede gulerødder Jeg ryddede op Jeg skrev til en veninde Jeg kiggede på Facebook Intet af det, som tidligere plejer at virke for mig, fjernede uroen. Så tog jeg løbetøj på, puttede up-beat musi

Efter at min datter er død, begynder jeg at kigge efter tegn fra hende. Jeg fortæller mig selv, at solstråler er et tegn og en hilsen. Det kan også være et vildt dyr i naturen, en fugl, som sætter sig i nærheden af mig eller en mariehøne. Det kan også være, at jeg ser en person, der minder om hende. Nogle gange er det tekster i melodier, som føles som et budskab. Det kan også være en billede, der dukker op på min telefon, som jeg tolker som en besked fra hende. Livstegn er de

Egentlig er det umuligt at beskrive den sorg, der følger med at have mistet sit barn. Jeg vil tro, at sorg kan sammenlignes med at have fået en kronisk sygdom. Den slags, som ikke kan ses udadtil. Fx Tinnitus, som er en konstant indre lyd, som ingen kan se, og som man skal lære at leve med. Min ‘tinnitus’ opleves som en konstant melankolsk indre tone, som kan skifte i intensitet fra minut til minut. Ved tinnitus handler det bl.a. om at kunne optage tankerne og flytte opmærkso